Aars Avis onsdag 03. januar 2018
Af Lars Lindberg AARS: Traditionen tro havde Himmerlands Saluteringslaug kørt deres helt tunge legetøj i stilling, da de 31. december klokken 12.00 bød det nye år velkommen på Kimbrertorvet i Aars. En lille uskyldigt udseende kanon varslede klokken 11.25, at noget større var på vej, og selv om den brølede så højt, at selv de mest ondskabsfulde klokken-tolv-raketter blev misundelige, fik den fuldkommen ret. Da klokken slog 12 - middag altså - sørgede tre øresønderrivende drøn fra de store kanoner således for, at 2018 fik en særdeles højlydt og varm velkomst og formentlig også for at en middagslur eller to blev afbrudt i Aars. Inden den imponerende kanonade, spillede Kimbrergarden, som optakt til Vesthimmerlands Kommunes afgående borgmester, Knud Kristensen, det, mange troede ville være hans sidste tale som borgmester. Det afviste han dog pure. - Jeg har tænkt mig at holde en igen i eftermiddag, og så bliver det nok også til et par stykker i aften, afslørede han med et bredt smil. Kommunens borgmester igennem de seneste otte år benyttede, det, der så altså blot blev en af sine sidste officielle taler som borgmester, til at glæde sig over udviklingen i kommunen. - Finanskrisen varede seks år i det meste af Danmark, og selv om den varede syv år i Vesthimmerland, så går det nu den rigtige vej, og heldigvis blev 2017 året, hvor det for alvor vendte, sagde han. Han påpegede blandt andet, at Vesthimmerland i 2017 for første gang i mange år oplevede en positiv udvikling i befolkningstallet, ligesom kommunen har godt styr på økonomien. Faktisk så godt at Aars Omfartsvej blev bygget uden støtte fra statskassen. - Vi søgte om et beskedent beløb til anlægningsarbejdet, hvor omfartsvejen krydser statsvejen Aggersundvej, men vi fik lige præcis nul kroner. Og det var altså samme år, som staten gav 100 millioner kroner til letbanen i Aalborg, der aldrig blev til noget, sagde han. Knud Kristensen var forholdsvis upolitisk i sin "nytårstale", da han ikke tærskede langhalm på kommunalvalget, hvor han blev vippet af borgmesterpinden og hans parti, Konservative, blev sat udenfor indflydelse. Han takkede dog for den store opbakning, han har fået igennem de seneste otte år, og så takkede han traditionen tro kommunens mange frivillige kræfter for deres store arbejde. Efter borgmesterens tale og de tre kanondrøn bød Arosiakoret det nye år velkommen, og deres første sang var naturligvis Vær Velkommen Herrens År.